Skive i vanvittigt come back

Selvom Skive ikke fik sin blot tredje sæsonsejr i efterårets sidste kamp i NordicBet-ligaen mod Nykøbing FC, blev Skive-spillerne klappet fra banen efter et vanvittigt come back, hvor hjemmeholdet vendte pauseresultatet på 1-4 til 4-4, som blev kampens slutresultat.
Der var ikke mange, der i pausen turde sætte fem flade ører på at Skive havde nogen som helst chance for point, og der var da også adskillige som forlod Spar Nord Arena efter de første 45 minutter. Men de gik glip af en fantastisk underholdende 2. halvleg, hvor Skive i overtiden sikrede sig det ene point.
Skive fik en fantastisk start på kampen, da Thomas Dalgaard allerede efter fire minutter kunne score til 1-0, men mindre end et minut senere havde Nykøbing FC bragt balance i regnskabet, da Lars Pleidrup fik lidt for let slip tæt på mål.
Efter er par gode forsøg til begge sider – falstringerne havde blandt andet et skud på indersiden af den ene opstander – blev det til et mareridtsagtigt sidste kvarter for hjemmeholdet. Efter 29 minutter kom Nykøbing FC foran 2-1 – ved Nicolaj Jessen, og med mindre end otte minutter tilbage af halvlegen kunne Nykøbing FC på blot 40 sekunder med to mål øge til. 4-1.
Efter en miserabel første halvleg var det et forvandlet Skive-hold, der kom på banen til de sidste 45 minutter. Efter 50 minutters spil scorede Thomas Dalgaard sit andet mål, da han udnyttede et flot opspil af Mathias Bersang og Jeppe Mogensen, og tre minutter senere kom der fornyet spænding i kampen, da Mathias Pedersen scorede til 3-4 efter hjørnespark.
Udligningen kunne være kommet med en halv time tilbage, da Thomas Dalgaard fra tæt hold sendte bolden op på overliggeren og Mathias Bersang havde også et fornemt forsøg, som målmanden med en flot redning fistede over mål.
Først et minut inde i overtiden kom forløsningen, da Martin Thomsen (billedet) fra tæt hold fik bolden over stregen til slutresultatet 4-4 og dermed det ene point, som i den sidste ende kan vise sig at være endda særdeles værdifuld. Kilde: Skive IK

(Visited 56 times, 1 visits today)
DEL