Skive Festival bliver igen i år støttet stort op af festivalglade mennesker, og med billetsalget i sin afsluttende fase er der store forventninger.
Skive Festival forventer nemlig 10.000 gæster på pladsen, når pladsen officielt åbner op den 31. maj.
Indgangen til mange gæster vil igen i år foregå gennem Krabbesholm Skov, som først blev introduceret sidste år. Blandt nyheder finder man på pladsen blandt andet en Rooftop Bar, som giver gæsterne mulighed for, at købe sig ind på fri bar under en valgfri koncert. Derudover, i et samarbejde med byens fonde og Rent Liv, vil Restaurant Waterfront tilbyde mad udelukkende baseret på lokale råvarer.
“Det er vigtigt for os kontinuerligt at investere i udvikling, for ikke at falde bagom dansen på markedet,” udtaler talskvinde Charlotte Danefeld og fortsætter:
“Landets øvrige festivaler udvikler sig i en rivende fart, så det er med at hænge i her i Skive, hvis vi fortsat vil være anerkendt som en national festival. Men vi er stolte af at kunne sætte byen på landkortet år efter år, og vi er ekstra stolte af for andet år i træk også at have en plads på verdensranglisten.”
Udover et kæmpe program med blandt andet Dizzy Mizz Lizzy, Rasmus Seebach og Aqua, vil festivalen igen i år være 100% kontantløs i deres boder. Man vil kunne benytte kreditkort, mobilepay samt få sat kontanter ind på et værdikort.
“Skive Festival bliver i år igen kontantløs, både så vi har 100% styr på pengeflowet, men også så vi efterfølgende har enorm værdifuld data i forhold til vores salg på pladsen,” afslutter Charlotte Danefeld.