Foto: Skive IK

Trods færre tv-penge og manglende indtjening på pokalkampen mod FCK kunne Skive Idræts Klub Elite A/S alligevel fremvise et overskud for 2017 før skat på 392.000 kroner.

Det fortalte afgående formand Bo Sundroos på tirsdagens generalforsamling i ENIIG-loungen på stadion, skriver Skive IK på deres hjemmeside.

De 392.000 kroner er mere end 23 gange så meget i forhold til sidste år, hvor overskuddet før skat lå på 17.000 kroner.

Ole Finderup, der har siddet på kasserer-posten, valgt udenfor bestyrelsen, gennemgik regnskabet og oplyste, at der var foretaget et par skattemæssige dispositioner, som var medvirkende til det pæne overskud. Elite-afdelingen modtog desuden en anonym gave på 400.000 kroner samt en slankekur på det sportslige område, havde reduceret omkostninger med 700.000 kroner.

Lysere ser det dog ikke ud for 2018. Grundet den meget usikre sportslige og økonomiske situation, har elite-afdelingen for 2018 budgetteret med et underskud på 500.000 kroner.

Det er især de mange krav der stilles til klubber i 1. division/NordicBet-ligaen omkring blandt andet sikkerhed, lys, banevarme og mange andre forhold, som kan være en hård belastning for den enkelte klub.

Generalforsamlingen besluttede, at der ikke udbetales udbytte til aktionærerne, og at egenkapitalen opskrives med overskuddet på 392.000 kr., så egenkapitalen nu er på godt 1,3 millioner kroner.

(Visited 70 times, 1 visits today)
DEL