I et nyt samarbejde går Skive Kommune og 22 lokale virksomheder sammen i projektet ‘Code of Care’.
Det nye samarbejde skal være med til at gøre en forskel for de 430 unge, der i dag står på kanten af arbejdsmarkedet.
Samarbejdet sker i forbindelse med, at Skive som by mangler arbejdskraft og der derfor er et behov for, at virksomheder åbner deres dør og giver de unge en chance.
”430 unge på kanten af arbejdsmarkedet er et meget højt tal. For at vi skal lykkes med at hjælpe disse unge videre, skal virksomhederne gøre en aktiv del af arbejdet. På virksomhederne kan de unge få en tilknytning og et kendskab til arbejdsmarkedet, som de ikke kan få på jobcenteret. Samtidig kan bare få timer betyde meget, når man pludselig tjener sine egne penge. Derfor er vi meget glade for at Code of Care virksomhederne har sat sig sammen med os, så vi sammen kan finde nye veje ind på arbejdsmarkedet for de unge,” fortæller arbejdsmarkedschef Dorthe Hamrum, som bliver bakket op af Mads Madsen fra Mads Madsen VVS Angros A/S, 1 af de 22 virksomheder som tager del i ‘Code of Care’ i Skive.
Simon fik en plads
Hos Mads Madsen har man allerede taget først skridt. Virksomheden har ansat Simon, som tidligere var en af de unge på kanten af arbejdsmarkedet. Simon, som nu er en del af virksomheden, får nu sin chance for at prøve sine kompetencer af.
Det er i forbindelse med Jobcenter Skive, at der er lavet en arbejdsdag der passer til Simon og giver ham en fremtid for ham på arbejdsmarkedet.
”Med en lille indsats har vi hjulpet en ung mand på rette spor og forhåbentlig bidraget til, at Simons fremtid bliver lysere end tidligere”, fortæller Mads Madsen, der understreger vigtigheden af, at alle medarbejdere bakker op om, at man som virksomhed går ind og tager et socialt ansvar:
”Hos os er alle medarbejder involveret og har gjort en aktiv indsats for at få Simon til at føle sig velkommen. Det kan være i større eller mindre grad – måske arbejder de sammen, måske spiser de bare frokost sammen.”
En vision
Ud fra visionen ‘Vi vil skabe succes ved at give alle chancen’, er håbet at ‘Code of Care Skive’ skal hjælpe unge til at blive klar på arbejdsmarkedet, samt inspirere flere virksomheder i Skive til at ansætte udfordrende unge.
”Vi oplever mangel på arbejdskraft, og vi skal selv være med til at gøre de unge klar – det er en selvhenter for os virksomheder. Så Code of Cares initiativer giver mening for både det enkelte menneske, virksomheden og vores velfærdssamfund.” udtaler Tommy Wølk fra Code of Care.