Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at vi i gennemsnittet bliver ældre og ældre.
Det afhænger dog af hvor du bor. Statistikkerne viser nemlig, at den højeste middellevetid findes på Nordsjælland med hhv. 80,4 år for mændene og 83,8 år for kvinderne. I forhold til København, som har den laveste middellevetid, er det 3,2 år længere for mændene og 1,3 år længere for kvinderne.
Middellevetiden er stort set steget uafbrudt siden begyndelse af 1990’erne, hvilket er glædeligt, men ikke overraskende, mener Kaare Christensen, professor i alderforskning ved Syddansk Universitet.
»Det er jo rigtig godt, at det går frem, og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen stopper,« siger han.
»Der er flere forskellige faktorer, der spiller ind. Blandt andet er vi blevet meget bedre til lægebehandlingen af ældre, og så er levestandarden generelt bare blevet bedre, end den var for 30-40 år siden,« tilføjer Kaare Christensen.
God levealder i Skive Kommune
Bor du i Skive Kommune kan du se frem til en gennemsnitlig levetid på 80,7 år, hvilket er 2,4 år mindre end i den højeste kommune som er Gentofte.
Det er dog en tand lavere end vores nabokommuner Viborg, Struer, Herning og Holstebro, der alle ligger mellem 81,1 og 81,5 år.