Kommer du til skade på skiferien og skal transporteres hjem, risikerer du selv at skulle punge ud.
Især hvis du kommer fra Midt- og Vestjylland området, ifølge nyeste tal fra Epinion lavet for brancheorganisationen Forsikring & Pension og Forsikringsguiden.dk, som har undersøgt danskernes forhold til forsikringer.
Nyeste tal viser nemlig, at næsten en ud af fire midt- og vestjyder ikke ved, om det blå sygesikringskort dækker det samme som en rejseforsikring eller blot fejlagtigt tror, at det dækker på lige vilkår som en forsikring. Og det kan blive en dyr fornøjelse for skiglade danskere, hvis de vælger at rejse uden forsikring.
Det bekymrer konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
– Man kan få sig noget af en økonomisk mavepuster, hvis man kommer til skade og har undladt at købe en rejseforsikring. Og det er rigtig ærgerligt, hvis det skyldes manglende viden om, hvad kortet reelt dækker, siger Anja Lintrup Sørensen.
På lige fod
Vælger du at kun tage det blå sygesikringskort med på ferie er du kun sikret adgang til behandling på lige fod som borgerne i det land, du besøger. Derfor risikerer du at skulle punge ud, hvis du skal behandles på et privathospital, eller hvis der er behov for hjemtransport.
Og det er netop hjemtransporten der kan gå hen og blive dyr. Nyeste tal fra SOS International viser, at en båretransport koster op til 45.000 kroner., og et ambulancefly kan løbe op i 100.000 kr.
– Det er vigtigt at tjekke, om man har den rigtige rejseforsikring – evt. som en del af ens indboforsikring – og om den også dækker skiferier. Nogle rejseforsikringer kræver, at man køber en tillægsforsikring, der dækker skisport. Det er en god idé at få styr på ens forsikringsdækning, inden man klikker skistøvlerne i skiene, siger Anja Lintrup Sørensen.
På Forsikringsguiden.dk kan man nemt sammenligne indboforsikringer, der inkluderer rejseforsikring, på både dækning og pris.
Tallene for undersøgelsen kommer fra Epinion, som for Forsikring og Pension i perioden 11. april – 23. april 2017 gennemførte i alt 5.030 interviews med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover.