Hvad der skulle have været en hyggelig omgang jagt blandt venner, blev en tand mere dramatisk end de nok havde regnet med.
Jagten foregik ved Birkesøvej i Stoholm, hvor en gruppe venner var taget på jagt for at skyde rådyr. Kort før klokken 12.00 fik en af jægerne, en 58-årig mand fra Viborg, øje på et rådyr og afgav efterfølgende skud efter dyret. Ved skudafgivelsen var det dog ikke rådyret der tog skade, men derimod en af mandens jagtkammerater, en 52-årig mand fra Roslev, som blev ramt af cirka 20 hagl i højre side af kroppen.
Forhold i orden
Politiets undersøgelse af sagen har vist, at der var orden i forholdene ved jagten.
»Det var tilladt at føre jagt hvor de var, og alle parter involveret havde både jagttegn og våbentilladelse,« fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Manden blev efterfølgende kørt til regionshopsitalet i Viborg til undersøgelse og er uden for livsfare.