Imerco på Nørregade i Skive vil fra den 1. februar blive til Imerco Home. Butikken vil være en af i alt 37 Imerco Home butikker i Danmark.

Ændringen sker efter Imerco tilbage i 2017 opkøbte en række Inspiration butikker, som siden da har fordelt de nye Imerco Home butikker over hele landet. Foruden Imercos nuværende sortiment, vil kunder i Skive kunne finde nye og spændende varer inden for boligtilbehør. Det nye Imerco Home koncept vil blandt andet tilbyde lamper, tekstiler og småmøbler.

Gaver til de første 100 kunder

Ved åbningen af den nye butik vil Imerco Home tilbyde goodiebags til de første 100 kunder.

”Vi glæder os rigtig meget til at byde vores kunder velkomne i butikken, der i forbindelse med åbningen vil have masser af gode tilbud, kaffe og goodiebags til de første 100 kunder”, siger butikschef Julie Mønster Tougaard og fortsætter:

”Vi får helt nye varer særligt inden for bolig og i et begrænset omfang også småmøbler. Danskerne bruger penge på bolig og boligindretning som aldrig før. Alene i 2016 købte danskerne ejerboliger for 149,1 mia.kr, hvilket er det dobbelte af, hvad der blev brugt for blot fem år siden”.

Administrerende direktør i Imerco-koncernen udtaler, at man i Skive oplever stor efterspørgsel på trends og indretning af bolig.

”Vi oplever stor efterspørgsel på trends og indretning af boligen i Skive. Med de mange års erfaring som vi har med danskernes forbrug af køkkenudstyr, borddækning og gaver, har vi med det nye Imerco Home i Skive en unik platform for at levere den kvalitet, rådgivning og varesammensætning, som kunderne efterspørger”.

Opkøbet af de mange Inspiration butikker gør Imerco til den største og stærkeste butiks- og gavekæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør. Butikschef Julie Mønster Tougaard glæder sig til at byde kunderne i Skive velkommen til den nye butik.

”Vi glæder os meget til at byde kunderne i Skive velkomne i en butik, der leverer lige nøjagtig dét, de efterspørger: Gode kvalitetsvarer til fornuftige priser. De kan forvente gode hverdagsvarer, lækker luksus og et bredt og udskifteligt sortiment inden for bolig, design og indretning”, afslutter butikschef Julie Mønster Tougaard.

(Visited 251 times, 1 visits today)
DEL