Foto: Miljøstyrelsen

Den første ansøgning i Danmark om at skyde en ulv har netop fået afslag. Det oplyser Miljøstyrelsen til DR.

Manglende dokumentation

Det er Miljøstyrelsen selv der står for at vurdere ansøgningen, som en Lodsejer havde indsendt, da han mente en ulv var for nærgående.

»Det er den sidste udvej at regulere eller skyde ulve. Man skal have prøvet afværgende foranstaltninger, inden man giver tilladelse, og det var der ikke i den pågældende sag,« siger kontorchef i Miljøstyrelsen Annette Samuelsen.

Miljøstyrelsen mente ikke at der var tale om ‘problemulve’, som mangler almindelig skyhed, opsøger mennesker og deres huse, eller på anden vis virker truende.

»Der skal være dokumentation for, at det handler om at afværge mere omfattende skader på for eksempel afgrøder, husdyr eller ejendomme,« siger Annette Samuelsen.

Overvågning af ulve i Danmark

Det er Aarhus Universitet, DCE-Nationalt center for Miljø og Energi samt Naturhistorisk Museum Aarhus som står for overvågningen af ulve i Danmark. Overvågningsaftalen, som de har med Miljøstyrelsen, sikrer en systematisk overvågning af ulvene i Danmark, som giver viden om udbredelse og etablering af ulvene i landet. Den giver samtidig løbende viden om den fremtidige forvaltning af ulven, og skaber overblik over hvor den har etableret sig, og hvor mange der er i landet.

Aarhus Universitet, DCE-Nationalt center for Miljø og Energi samt Naturhistorisk Museum Aarhus vedligeholder samtidig et register over fund af ulve i Danmark, og yder rådgivning til Miljøstyrelsen hvad angår overvågningen.

Overvågningsopgaven kører til og med 2019, hvor der i alt er afsat 1,625 mio. kroner til opgaven. Ulve og ulveunger lever i området omkring Ulfborg i Vestjylland. Du kan læse mere om aftalen på Miljøstyrelsens hjemmeside.

(Visited 52 times, 1 visits today)
DEL