Dyster fremskrivning: Skive vil ikke være en handelsby om 12 år

Danske handelsbyer er i risiko for at miste deres brede butiksliv inden 2030. Fortsætter trenden for handel på nettet på værste vis, vil Skive ikke længere være en handelsby.

Det skriver Politiken.

Handler du tit på nettet, men ønsker at bevare det lokale butiksliv, skal du måske overveje at lade computeren stå næste gang du handler.

En kortlægning lavet af Institut for Centerplanlægning viser, at tre fjerdedele af danske byer vil miste deres butiksliv inden 2030, hvis halvdelen af danskernes handel flytter til nettet, hvilket ender ud i, at Skive forsvinder fra kortet.

Lukker på stribevis

I mange små danske byer lukker butikker på stribevis. De tomme lokaler efterlader sig intet andet end minder, om en engang livlig by. Til trods for at lokalpolitikere forsøger at rykke bylivet sammen om bymidten, er mange steder kampen forgæves.

Fortsætter nethandel som den gør nu vil halvdelen af danske handelsbyer (byer med et så bredt udvalg af butikker, at man ikke behøver tage andre steder hen, red.) miste så mange butikker, at de ikke kan kalde sig handelsbyer længere.

Forneden ses en kortlægning udarbejdet af Institut for Centerplanlægning. Kortet viser Danmarks nuværende handelsbyer.
Og forneden ses hvordan Danmark kan ende, hvis trenden for handel på nettet fortsætter på værste vis.
Har man ikke allerede lagt mærke til det, er Skive ikke med på kortlægningen, hvis 50% af handlen flyttes til nettet.

De 50% er dog den pessimistiske udgave. Flyttes “kun” 30% af handlen over på nettet, forbliver Skive på kortet som ses forneden.

I organisationen Dansk Erhverv ser man bekymret på udviklingen.

»Det er en brændende platform. Man skal gøre noget, ellers går det galt«, siger chefkonsulent Per Thye Rasmussen, Dansk Erhverv.

»Jeg synes, mange små byer gør for lidt. Vi ser rigtig mange erhvervsstrategier, der kun handler om industri og produktion, men ikke mange tanker om, hvordan detailhandlen skal være«, siger han.

Kommunernes Landsforening kalder udviklingen »et kæmpeproblem«.

»En by uden handelsliv er ikke en by i klassisk forstand – den mister sin nerve. Byerne må tænke på, hvordan de kan skabe liv, for eksempel med flere kulturelle oplevelser, flere cafeer og nogle overvejelser af, hvordan de indretter byerne«, siger formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg, Thomas Kastrup-Larsen.

Kilde: Politiken.

(Visited 244 times, 1 visits today)
DEL