En ny undersøgelse blandt 915 unge i alderen 13 til 17 år, viser at unge har oplevet at få spredt rygter om deres sexliv på nettet, fået delt deres nøgenbilleder eller modtaget uønskede seksuelle beskeder og billeder.
Omfanget af digitale krænkelser hos unge mellem 13 og 17 år er dybt bekymrende, mener Red Barnet.
– Digitale sexkrænkelser er blevet en nærmest naturlig og forventelig del af mange unges liv på nettet. Det er dybt bekymrende, siger Lina Sjögren i en pressemeddelelse.
Hver 20. af de unge svarer, at de har fået delt et intim- eller nøgenbillede – uden deres tilladelse. Ligeså mange svarer, at de har oplevet at blive truet eller afpresset med seksuelle billeder af dem selv.
– Samtidig er meget alvorlige krænkelser som for eksempel at få delt et intimt billede blevet så udbredt ifølge undersøgelsen, at det svarer til, at der sidder mindst én i hver udskolingsklasse, som har oplevet det inden for det seneste år.
– Det skylder vi de unge at få ændret på hurtigst muligt. Vi ved jo, hvor store konsekvenser det kan få både socialt, psykisk og fagligt at bliver udstillet på nettet, siger Lina Sjøgren.
Undersøgelsen, der dog ikke er repræsentativ, bygger på resultater fra en spørgeskemaundersøgelse. Derudover bygger den på fokusgruppeinterviews med 29 ung og med otte lærere samt fem interviews med fagfolk. 15 skoler over hele landet har medvirket.
Kønsforskellen bekymrer
Undersøgelsen viser, at flere unge har oplevet at få tilsendt uønskede seksueller beskeder eller billeder. 27 procent af de adspurgte var piger, mens kun 14 procent var drenge.
Kønsforskellen bekymrer Lina Sjögren.
– Seksualiseringen af deres krop og udseende påvirker de unge piger. Det er vigtigt at få lov at udvikle sin identitet ud fra forskellige evner og egenskaber i stedet for at blive målt og vejet som et seksuelt objekt, siger hun.