Dyrenes Vagtcentral modtager flere henvendelser om påkørte hunde i de mørke vintermåneder fra november til og med januar. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at man som hundeejer anskaffer sig reflekser til sin hund.
Statistik for henvendelser til Dyrenes Vagtcentral 1812 om påkørte hunde
Dagene op til jul bliver fortsat mørkere og mørkere, hvor gadelygterne tændes tidligere. Uden reflekser eller lys kan det være svært at se hinanden i trafikken og risikoen for at komme ud for en ulykke øges. Ligesom det er vigtigt at man påfører sig reflekser og lys når man er ude og cykle, løbe eller gå en tur, er det ligeså vigtigt at give Fiddo reflekser på, når den skal ud og lette ben.
Mere end en tredjedel på tre måneder
Tal fra Dyrenes Vagtcentral viser at flest henvendelser om påkørte hunde tikker ind, i månederne november, december samt januar. I 2016 modtog de alene i disse tre måneder 109 henvendelser om påkørte hunde, hvilket udgør mere end en tredjedel af årets samlede antal henvendelser.
Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse på det kraftigste, at man sørger for at lyse sin hund op, og dermed gør den synlig for billisterne. Dette kan gøres blandt andet med almindelige reflekser, en lygte eller LED-lys der kan påføres hundens halsbånd eller frakke. Man kan såvel købe halsbånd og seler med indbygget lys.
»I de mørke vinterperioder kan det være svært at se hunde i trafikken, og derfor sker der flere påkørsler af hunde i disse måneder. Det er ikke nok selv at holde hunden i snor og selv være synlig. Hunden skal også være lyst op, enten i form af refleks eller lygter,« siger Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr i Dyrenes Beskyttelse.