20-årig sigtet for voldsepisoder i weekenden

En 20-årig mand fra Skive, der angiveligt i forvejen er kendt af politiet, er i weekenden blevet anholdt i forbindelse med to voldsepisoder. Blandt ofrene er der tale om en dørmand og en taxachauffør.

Den første episode fandt sted kl. 23. fredag aften, hvor politiet modtog en anmeldelse. Manden havde opført sig truende på en beværtning.
»Det var på Midtskiws, der ligger i midtbyen. Men da vi kom frem, var manden allerede stukket af,«
fortæller politiassistent Niels Bach til TV Midtvest.

Taxachauffør overfaldt

Politiet måtte ud igen senere på natten, da de modtog yderligere en anmeldelse.
»Kl. 03:55 er den gal med ham igen. Det er en taxachauffør, der holder på Østertorv. Fem personer forsøger at sætte sig ind, men det påtaler chaufføren så,« fortæller Niels Bach.

Manden stiger ud af taxaen og ender med at give chaufføren 5-6 knytnæveslag. Der er ifølge politiet tale om den samme 20-årige mand fra tidligere på aftenen.

En patrulje når frem til stedet og den 20-årige anholdes. Ifølge en dørmand fra den nærliggende Australian Bar, har også han været oppe og toppes med den 20-årige. Dørmanden har efter politiets opfattelse fået 6-10 knytnæveslag hvorefter den 20-årige flygtede fra baren. Manden sigtes for to gange vold.

(Visited 57 times, 1 visits today)
DEL