En noget kringlet sag fandt sted i går, efter to unge mænd blev stoppet på Furvej.

Hvad der umiddelbart virkede til at være en lige-til sag, fik pludselig et omdrejningspunkt for lokalpolitiet i Skive.

Sagen spillede sig i første omgang ud igår klokken 19.40. Her var en patrulje ude og køre omkring Hancock-bryggeriet, da to biler fangede deres opmærksomhed på Furvej. De to biler kørte formegentlig race, da de ihærdigt forsøgte at overhale hinanden.

Idet de to biler blev bragt til standsning viste det sig, at den ene af de to kun er 17 år gammel, og må derfor kun køre hvis der er en ledsager til stede i køretøjet. Den anden af de to drenge blev i første omgang blot sigtet for at have glemt sit kørekort, idet han påstod at være 21 år gammel.

Politiet fulgte efterfølgende op og kørte den 17-årige hjem, til Harre, til en af sine forældre.

En pludselig vending

Ved politiets ankomst blev den 17-åriges mor, 43 år, sigtet for at have overdraget føreretten til sin 17-årige søn.

Og mens det umiddelbart kunne ligne, at sagen var ved ende, tog den en pludselig vending.

Mens politiet fortsatte snakken med den 17-åriges mor, blev den unge mand pludselig ringet op af den formodede 21-årige, som han havde kørt race med tidligere på aftenen.

Den noget højlydte, unge mand blev over telefonen overhørt af patruljen, hvor kommentarerne blandt andet lød på, at den unge mand havde opgivet sin storebrors generalier, i stedet for sine egne. Politiet oplyser også, at drengen skulle have grint og kaldt politiet for dumme.

Den formodede 21-årige er desuden fra Fur.

To fluer med ét smæk

Efter patruljens overhørelse valgte de, at tage tilbage til Furvej, hvor et optog af mennesker fandt sted. Her stødte de til deres held ind på den formodede 21-årige samt hans storebror, hvis generalier han havde brugt.

Det viste sig, at der var tale om endnu en 17-årig dreng, som nu også kunne se frem til at blive sigtet for, at køre uden ledsager.

Den 17-årige kan også ende med at blive sigtet for §164, som omhandler afgivelse af urigtige oplysninger til offentlig tjeneste med en strafferamme op til 6 år.

(Visited 657 times, 1 visits today)
DEL